Keolis’ driftsovervågningsteam i Odense
Hjemtagning af driftsovervågningen af Keolis’ busdrift i ”de tynde timer” på Sjælland har forbedret kvaliteten og tilfredsheden markant.
Driftsovervågningen i bytrafikken i Odense er egentlig en arvet funktion. Da Keolis overtog bybuskørslen i Odense i 2015, skete der store ændringer i driftsovervågningen – DO i daglig tale. Der kom flere opgaver, og driftsovervågningen blev baseret på de teknologiske løsninger, der var til rådighed. Det var først og fremmest de GPS-baserede værktøjer, som var knyttet til det fynske billetteringssystem, og som er fortsat efter introduktionen af Rejsekort. Her kan alle busser følges minut for minut på et digitalt kort. Det nye var, at overvågningen blev skærpet og koblet tæt sammen med det kvalitetssystem, som er en central del af Keolis’ kontrakt med FynBus.
”Siden Keolis overtog bytrafikken i Odense, har vi set markante forbedringer af driften, så Keolis Odense nu har en gennemførelsesprocent på busdriften på 99,998 procent”, forklarer Kasper V. K. Carstensen, HR- & kommunikationschef i Keolis Danmark. ”En stor del af æren for dette tilfalder driftsovervågningsteamet i Odense, som er særdeles gode til at minimere fejl, men de er lige så gode til at omgås chaufførerne på en positiv og tillidsfuld måde. ”
Disse resultater er en vigtig del af baggrunden for ideen om, at lade DO Odense overtage aften- og natovervågningen af Keolis’ busdrift på Sjælland. Overvågningen af busdriften er netbaseret og kan derfor placeres hvor som helst.
Keolis’ driftsovervågning på Sjælland i ”de tynde timer” blev tidligere varetaget af Falck fra en vagtcentral på Falster, hvor en enkel medarbejder passede radioen, som operatører kommunikerer igennem.
”Det var nærliggende af hjemtage opgaven med et så kvalificeret team til rådighed”, forklarer Kasper V.K. Carstensen. ”Kvaliteten er i top, efter at Odenseteamet har overtaget opgaven. Der flyder en strøm af anerkendelse, skulderklap og roser fra chauffører og driftsledere. Det betyder rigtig meget, at det er folk med den rette faglighed, der styrer driftsovervågningen. Antallet af fejl og brister i ydertiderne er faldet markant, og tilfredsheden hos chaufførerne er helt i top. ”
Driftsovervågningsteamet i Odense overtog opgaven 1. januar 2019. De fik en intens oplæringsfase, hvor driftsfolk fra Keolis-afdelingerne på Sjælland instruerede teamet i ”Movia-regler”, i lokale regler og praktiske detaljer i driften i de sjællandske Keolis-afdelinger. Teamet blev også udvidet med flere medarbejdere, så de kunne klare den nødvendige døgnbetjening på alle årets dage. Oplæringen blev modtaget med en høj interesse og engageret indsats.
”Succesen for driftsovervågningsteamet i Odense er en understregning af den positive betydning af den menneskelige faktor i busdriften. Det handler om fokus, engagement og faglighed. Kombinationen af avanceret teknologi og dygtige og engagerede medarbejdere giver resultater i den høje ende af skalaen”, slutter Kasper V.K. Carstensen.