Af Rolf Brems

Hjemtransporten af fanger fra de tyske koncentrationslejre har haft en berettiget bevågenhed i de sidste 75 år, både for rædslerne der åbnede sig i koncentrationslejrene, men også for en storstilet aktion på foranledning af den svenske Grev Bernadotte og det svenske Røde Kors.

Men uden at forklejne de hvide bussers kørsel gennem dele af Danmark d. 21. april, har kørslen af disse foregået gennem længere tid. Allerede fra sommeren 1944 afhentedes syge fanger i Tyskland på initiativ af Røde Kors og de danske myndigheder. Man sendte også såkaldte Røde Kors-pakker til fangerne i de forskellige lejre, noget som ofte betød forskellen mellem liv og død. 

En af departementscheferne var endvidere aktiv i stiftelsen af undergrundsorganisationen ”Det Danske Hjælpekorps” og forhandlede samtidig med tyskerne om hjemsendelser.
Fra krigens start blev mange nordmænd deporteret, men det var for alvor først i 1944, at danskere blev sendt til Tyskland. Deportationerne kulminerede med arrestationen af små 2000 danske politifolk i sep. 1944, og hvoraf de fleste af disse blev sendt til Neuengamme ved Hamburg og senere Buchenwald.

Grev Bernadotte begyndte nu at lave aftaler om hjemsendelser af skandinaviske fanger til Sverige, og i dec. 1944 blev de første tilladelser fra tyskerne givet – til 200 politibetjente som var syge.
I februar lovede Rigsfører Heinrich Himmler til Bernadotte, at der ville blive oprettet et særligt afsnit i KZ-lejren, Neuengamme, som betød at forholdene ud fra en nazistisk målestok blev tålelige.

Hovedkvarteret for Bernadotte-aktionen blev etablerede i Friedrichsruh i Nordtyskland. Efterfølgende blev Bernadottes busser fra svensk Røde Kors med svenske chauffører brugt til transporter internt i Tyskland. Dette var ganske enkelt fordi, de var i en bedre stand og kørte på benzin, modsat de danske busser som var slidt op i krigens år, og kørte med en Gasgenerator.

Bernadottes busser blev brugt til at samle skandinaverne fra de forskellige lejre både i og uden for Tyskland, og køre dem til Neuengamme. Dette var også et led i strategien om at samle fangerne, så de ikke ”forsvandt” ved forflytninger eller direkte dødsmarcher, eller ved at tyskerne ville slette alle spor af koncentrationslejrene.

Den 10 dec. 1944 blev den første danske kolonne dannet. Den bestod af DSB busser og ambulancer fra CBU, det der senere blev Civilforsvaret. De næste måneder lykkedes det at hente 500 fanger hjem, bl.a. fra Neuengamme.
Køretøjerne i denne kolonne var som sagt generator drevne pga. krigens knaphed på brændstof. Herved forsvandt en masse trækkraft. Til gengæld kunne chaufføren supplere sin forsyning ved at samle brænde, hvis det blev nødvendigt. Bøgetræ var det bedste, men tørv var det nemmeste at skaffe - og det billigste. Derfor kørte busserne, som endnu ikke var hvide, kun til at starte med i det nordlige Tyskland f.eks. fra Neuengamme til Padborg. Det var stort set umuligt at opdrive dæk, så dem man kørte på var totalt nedslidte, og punkterede hyppigt af denne grund. Chaufførerne lærte efterhånden at ”handle” med tyskerne, f.eks bytte smør for dæk, eller ”låne” dækkene fra tyske lastbiler eller endda fra nogle af de tyske kanoner.

Både d. 1. 3. og 4. april afgik i alt 98 busser til bl.a. Neuengamme, hvor 600 politimænd var blandt de heldige, der kom hjem. De blev dog ikke løsladt i første omgang, men sat i Frøslev lejren. Med en helt speciel aftale, lykkedes det at få tilladelse til at hente 423 danske jøder i Theresienstadt i det nuværende Tjekkiet. Transporten fandt sted med 35 busser fra d. 13.-18. april, hvor busserne måtte køre igennem et fuldstændigt udbombet Tyskland. Dresden, tæt på koncentrationslejren, blev nærmest udslettet af en brandstorm forårsaget af et intensivt bombetogt.  

I begyndelsen af april udløb kontrakten for halvdelen af de frivillige i det svenske korps, det betød at danskerne stillede mere materiale og mandskab til rådighed for Bernadotte. D. 18. april 1945 blev der via statens civile luftværn udsendt besked til kredsformændene i Landsforeningen af Danske Bilruter, LDB, at der nu var indgået en aftale med de tyske myndigheder om hjemtransport af danske statsborgere i tysk fangeskab. Dette på betingelse af at der kunne skaffes de nødvendige køretøjer.

De skulle møde i Padborg dagen efter inden kl. 12.  Her ville man fra Luftværnet hjælpe med maling af køretøjerne og forsyne dem med drivmidler – og dæk - som varedirektoratet havde stillet til rådighed. Det lykkedes at samle 120 busser. Der var ikke maling til alle busser, hvorfor enkelte blev kalket, hvilket ikke holdt længe, og andre kørte uden den hvide bemaling.

Mange af busserne var nu taget ud af de få ruter, som endnu kørte, men hvor frekvensen nu alligevel var så lav, at den måske kun kørte 2 ture om ugen. Flere busser nåede at køre til Tyskland og retur - og nåede hjem for at køre ruten på hjemstavnen.

Turen mod Neuengamme lige sydøst for Hamburg, for at hente de ca. 4000 fanger, foregik i konvojer af 7-10 busser. Turen derned foregik over Neumunster og Kiel, og selvom det var Hitlers fødselsdag var der ingen flag, erindrer en chauffør.  

Ved lejren stod fangerne klar på række. Det tog kun 20 minutter at fylde busserne, som for de flestes vedkommende kunne have 25-30 personer. De mest syge blev kørt med ambulancer. De fleste af fangerne blev sat af på karantænestationen i Padborg, hvor mange af busserne vendte rundt og kørte tilbage til Neuengamme.

De allieredes fly blev nu mere aggressive. Tyskere på flugt begyndte også at male deres køretøjerne hvide, så ud over at opleve bombeangreb på Hamburg, blev busserne nu også beskudt. På vej hjem ved Bad Segeberg blev 3 busser angrebet, chauffør og medchauffør blev såret, 2 fanger blev dræbt og 9-10 såret, og bussen udbrændte.  

Efter d. 22. april blev det nu så farligt, bl.a. med evakuering af kvindelige fanger i Ravensbrück lejren nær Berlin, at transporterne helt blev indstillet den 25. april. Herefter overgik mange af evakueringerne med jernbane, så i løbet af 2 dage ankom 7000 kvinder til Padborg med tog.

Efter krigens slutning blev busserne hyret af Røde Kors Danmark til at hente fanger i forskellige lejre i Berlin og Breslau, samt køre løsladte fanger fra Frøslev lejren til København. Busserne hentede helt frem til dec. 1945 hollandske børn, som skulle på reakreation i det fredeligere Danmark. Det var pendulkørsel, hvor man efter et stykke tid havde børnene med retur.    

Vognmændene fik dækket deres udgifter, samt udbetalt et honorar til dem og deres chauffører, men det var nok ikke det, som fik dem til at risikerer liv og førlighed. Mange chauffører og hjælpere fik senere det vi i dag kalder Post Traumatisk Stress, af de mange timer eller dages kørsel med faren for luftangreb. Desværre var der aldrig i LDB’s medlemsblad en beskrivelse af transporterne - måske fordi at vognmændene blot mente de gjorde deres pligt.