Keolis indsætter elbusser i Danmarks tredje største by
Den 19. april 2021 kom Keolis´ elbusser i drift i Danmarks tredje største by, Odense, i samarbejde med FynBus. Keolis indgik sidste år en aftale med FynBus om indkøb af 20 elbusser, som skal erstatte 20 ældre dieselbusser.
Et skridt nærmere den grønne omstilling
Indsættelsen af elbusserne vil resultere i langt mindre støj – både inde i bussen og i gadebilledet. Elbusserne giver også store fordele for klimaet, da de hverken udleder CO2, partikler eller kvælstof.
Den kollektive trafik i Odense vil fremadrettet belaste klimaet og nærmiljøet betydeligt mindre, og derfor er Odense Kommune i samarbejde med FynBus og Keolis et skridt nærmere den grønne målsætning om at være CO2-neutral i 2030.
”Det glæder os, at vi nu har fået de miljørigtige busser i drift, som er til gavn for både miljøet og passagererne. I Keolis er vi meget stolte over, at vi sammen med FynBus og Odense Kommune kan bidrage til den grønne omstilling af busdriften i Odense.” siger Peter Lanng Nielsen, adm. direktør i Keolis Danmark.
Elbusser produceret af Yutong
Elbusserne er produceret af kinesiske Yutong, og dertil har et hold af kinesiske teknikere været i Danmark for at hjælpe med at gøre ladestandere og elbusserne klar på Keolis’ garageanlæg på Gammelsø.
De 20 nye elbusser er 12 meter lange og har plads til 66 passagerer, hvoraf 33 er siddepladser. Derudover er alle 20 busser udstyret med elektriske handicapramper.
Det er ikke kun Odense, der får glæde af nye miljørigtige elbusser. I løbet af 2021 vil Keolis indsætte yderligere 45 elbusser på Sjælland.