Teknologien er i rivende udvikling. Det er vist ikke gået nogens næse forbi. I en tid, hvor digital transformation og nye teknologier revolutionerer alle aspekter af vores hverdag, er arbejdspladsen ingen undtagelse. Heller ikke i Keolis.

Kunstig intelligens (AI) har fået en central rolle, hvor den ikke ”bare” kan automatisere opgaver, men også fungere som kreativ medspiller – som en del af et team. I Keolis er vi altid interesserede i at effektivisere processer og øge produktivitet, og vi har i mange år benyttet os af teknologiske værktøjer til netop dette formål. Derfor forholder vi os konstant nysgerrige til, hvordan de teknologiske muligheder kan bane vej for os.

Teknologiens veje kræver navigation

I Keolis vil vi gerne udvikle os i takt med teknologien – men med måde. For man kan ikke sige ’ny teknologi’ uden at indtænke 1) sikkerhed og 2) etik.

Den nuværende og fremtidens teknologi er og bliver lynende intelligent. Den stiller først og fremmest høje krav til sikkerhed, hvor vi skal leve op til de nyeste sikkerhedsstandarder, så vi altid opretholder og understøtter en sikker og bæredygtig arbejdsramme. Sikkerhed er vores topprioritet. Derudover skal vi benytte teknologiske værktøjer med omhu på de områder, hvor vi kan forbedre arbejdsprocesser og medføre værdi.

Med andre ord har vi et ansvar for at se både teknologiens muligheder og begrænsninger; We Imagine, We Care, We Commit!

”Vi er nødt til at følge med de teknologiske takter og forholde os nysgerrige til emnet, mens vi samtidigt balancerer sikkerhed og etik på højeste plan. Ny teknologi er en katalysator for vækst. Jeg glæder mig til at se, hvor vi kan føre Keolis hen med denne nye ’kollega’ om bord” siger Peter Lanng Nielsen, adm. direktør for Keolis Danmark.

                                                           

Inspirerende og værdifulde teknologiske indsigter

Som ansvarlig virksomhed må vi forholde os til nutidens og fremtidens teknologi som et vigtigt parameter i moderne tid. Keolis er på en teknologisk rejse, hvor vi løbende søger inspiration og indsigter og forsøger at klæde vores ledelse på til rejsen. En måde at gøre det på er at invitere eksterne oplægsholdere ind, som kan gøre os klogere på emnet. Vi har fx netop haft besøg af Nikolaj Sonne fra DR, som med stor begejstring fortalte og demonstrerede, hvad teknologien er i stand til i dag. Det kom der i den grad inspirerende og værdifulde indsigter ud af.

Den teknologiske rejse har ikke en endestation. Det er en løbende rejse, vi er på med stort fokus på ansvarlighed og innovative løsninger, hvor vi skal sikre, at vi ikke kun følger med udviklingen, men også aktivt tager stilling til, hvordan vi sikrer de bedste løsninger for Keolis.